En lang vej

Folk fortæller: Orla Andersen - En lang vej

En del af Orlas liv har været et stort kaos. Han havde svært ved at tro på sig selv. Svært ved at tro på en Gud der betingelsesløst elskede ham. Orla var sikker på, at han skulle præstere noget, før han var god nok til, at Gud kunne gøre brug af hans evner og ressourcer.

Det gav nogle voldsomme personlige kampe med store op- og nedture. Bedst som det kørte godt, blev han altid indhentet, af endnu et nederlag.

I midten af tyveårs alderen startede Orla på diakonskolen, her fik han nye venner. Venskaberne påvirkede hans billede af Guds kærlighed til det enkelte menneske. Gradvist forstod Orla, at Gud ikke elsker hverken ham eller nogen andre på grund af det de gør. Billedligt talt havde hans liv været som at stå midt ude i skoven uden at kunne få øje på skoven for ”bare” træer. Orla forstod, at han hele sit liv havde stået midt i Guds kærlighed, også i de situationer hvor han følte sig totalt mislykket.

Alligevel var det svært at fatte og det tog sin tid, for de gamle tanker dukkede igen og igen op og blev til uoverstigelige forhindringer. Heldigvis oplevede han det mindre kaotisk, hver gang han var kommet godt igennem endnu en krise.

Da Orla var færdig på diakonskolen giftede han sig med Tove, og de arbejdede på plejehjem, med ham som leder de næste 12 år.

Ansvaret blev for stort for Orla, arbejdsdagene for lange og krævende. For at klare presset, begyndte han at drikke. Drikkeriet tog med årene mere og mere til, men det hjalp ham til at dulme hans forvirrede billede af Gud og livet. Til sidst påvirkede drikkeriet arbejdet så meget, at de måtte stoppe.

De flyttede til Grindsted og Orla begyndte som fabriksarbejder. Han havde fået endnu et nederlag, og han røg nu som en skorsten, og hans drikkeri tog til.

Midt i det hele var Tove der og Orla fortæller: ”Tove har været den største menneskelige hjælp jeg har fået, hun har virkelig gennem hele sit liv, vist mig, hvordan sand kristendom er”.

En dag da Orla kom hjem efter at han havde været ude at få noget at drikke, havde Tove besøg af en veninde. Veninden så på Orla da han kom ind, og så talte hun profetisk til ham (ord som kommer til en person, inspireret af Gud. Ordene er ofte fremadrettede og talt ind i en konkret situation).

Hun sagde ”Orla jeg tror på, at du kan blive fri - blive løst og opleve Gud som en far. Hvis du vil overgive dit liv til Gud. Jeg spørger ikke om du kan, men om du vil løses for spiritussen og tobakken”. Orla tog nu sine sidste 2 ½ cigaret op af lommen, lagde dem på bordet, hvorefter han sagde: ”Vær så god Gud, jeg giver både cigaretter og mig selv til dig”. Der skete herefter en total forvandling med Orla.

Der er nu gået rigtig mange år siden Orla lagde cigaretterne på bordet. og Orla er ikke længere bange for at møde problemer. I stedet for at være bange for livet, og drukne sine problemerne i flaskerne, ser han i stedet på Gud og hans mange velsignelser, og han siger ”Man skal ikke vende ryggen til alting i livet – ansigtet skal vendes ud mod den verden, og mod de mennesker som man ønsker, skal se det, som man selv har set, og man skal lade sig bruge, så de også må opleve kærlighedens Gud”.

Orla er i dag aktiv pensionist. Gud har gennem årene lagt en dyb nød og omsorgsfølelse for andre mennesker ned i Orla. Det er så vigtigt at stille sig til rådighed for andre. Jo mere man snakker med mennesker, jo mere opdager man, at folk har et behov.

Det er vigtigt at kunne tale med mennesker, og behovet for at snakke med hinanden er virkelig stort i dag. Der er mere brug for det end nogen sinde før, og mange har ikke rigtig nogen som de kan snakke med. Det er ofte sådan, at man bliver snakket til, men ikke med.

Omsorg er mere end ord, det er at handle og at møde mennesker i deres behov, med kærlighed og forståelse.

Orla siger: ”For mig var det en lang vej, men det betyder meget, at kunne se Guds ledelse igennem det som er svært. Det er dejligt i dag at kunne se, at Gud hele tiden var med mig, også i de år da jeg ikke rigtig selv var med”.