En frimenighed fødes
Kirkens rødder kan følges tilbage til 1911, hvor sangevangelisten Jørgen Peter Santon kom til egnen. Samlingsstedet var Lindbjerg Møllegård ved Ølgod. Mange fra lokalområdet gik med en længsel efter et rigere liv med Gud, og der kom mange til møderne. Med tiden voksede området, og omfattede efterhånden Ølgod, Hedehusene, Lamborg, Grindsted, Sdr. Omme, Bøvl, Blåhøj og helt til Skarrild (som i øvrigt blev betegnet som menneskets yderste grænse).
I Lamborg anskaffede man et missionshus. Det var ikke usædvanligt, at man samledes kl. 14.00 og fortsatte til langt over midnat med fuldt hus. Vennerne blev kaldt “Lamborgfolkene” eller “Frimissionen”.
I Bøvl blev der bygget en skole, men skolevirksomheden blev nedlagt, og bygningerne blev i mange år brugt som missionshus.
Missionshuset Tabor
I 1926 sluttede forsamlingerne sig til Det danske Missionsforbund. Også i Grindsted blev der på Parallelvej (I dag Nørre Torv) opført et missionshus, Tabor, i 1930. Det tjente desuden som bolig for menighedens “missionær” (præst). I 1933 kunne man samle 275 mennesker til en julefest i Lamborg, mens man i Grindsted samlede 125. Grindsted har siden jernbanernes indtog vokset sig stor fra at være en lille uanselig hedeby. Menigheden har faktisk haft den samme udvikling, og i dag er Grindsted kernen omkring alle aktiviteter.


Kirken på Tyttebærvej
I midten af 1960erne blev missionshuset “Tabor” eksproprieret af kommunen til byformål, og samtidig solgte kommunen en byggegrund til kirkebyggeri på Tyttebærvej – som dengang lå et godt stykke fra centrum. Et meget stort byggearbejde blev udført af menighedens medlemmer. Flere medlemmer græd over at skulle flytte helt “ud på landet”, men rundt om kirken voksede der snart et stort boligkvarter op. Det nye “missionshus” blev i folkemunde kaldt ”Vestermarkskirken”, et navn som man nogle år senere tog til sig.
Vestermarkskirken var ved indvielsen på Tyttebærvej i 1967 meget stor i forhold til medlemsantallet, og der blev da også ved opførelsen indrettet både en stor og en lille sal.
Menigheden har gennem årene gjort en stor indsats for arbejdet blandt børn og unge i Grindsted. Ikke mindst blev MS-spejderne kendt for år efter år at vinde den eftertragtede “Bypakufane” ved den årlige dyst mellem alle spejderkorps i byen. (BYPAKU står for bypatruljekonkurrence).


Hytten
I 1978 besluttede man at opføre en lejrbygning i Urup. Her var der i forvejen en gammel træhytte på lejet grund. Brandmyndighederne kunne ikke længere godkende, at der blev overnattet i den primitive hytte. Eneste opvarmningsmulighed var en åben pejs, og lyset bestod af petroleumslamper. Der var et gammeldags “das” i skoven, så morgentoilettet blev hurtigt overstået, da der kun kunne leveres koldt vand. Hytten skulle enten helt nedlægges, eller der skulle bygges nyt. Jorden blev erhvervet, og der blev opført en dejlig muret hytte med 52 sovepladser. Mange børn og unge, har i tidens løb har haft rigtig gode oplevelser i “Hytten”.
Kirken på Tyttebærvej udvides
Omkring 1985 var antallet af kirkegængere så stort, at der til stadighed blev båret ekstra stole ind ved hver gudstjeneste, og børne- og ungdomsarbejdet havde meget trange kår. Derfor blev der taget initiativ til en udvidelse af kirkens børne- og ungdomslokaler, og et par år senere også en udvidelse af selve kirkesalen.
Dalsøkirken
I 1993 fik nogle af menighedens medlemmer visioner for at starte et nyt menighedsfællesskab i Grindsted østby. I fuld forståelse med menigheden i Vestermarkskirken etablerede de “Dalsøkirken”. Den nye menighed klarede sig selv, men menigheden valgte efter nogle år at indstille aktiviteterne i Østbyen og størstedelen af medlemmerne tilsluttede sig igen Vestermarkskirken.
Kirken på Nymarksvej
I 2005 var kirken på Tyttebærvej blevet for lille til både gudstjenester og aktiviteter, og mulighederne for udvidelse var udtømte.
Det betød at menigheden i februar 2005 tog første spadestik til den nuværende kirke på Nymarksvej og kirken med tilhørende lokaler og faciliteter til alle aktiviteterne kunne tages i brug i november samme år. En kæmpe frivillig indsats af mange resulterede i en funktionel kirke på ca. 1.200 kvm.
Menigheden spejler med sin medlemsskare samfundet i alle facetter, og deltagerne i gudstjenesterne spænder over en aldersforskel på mere end 80 år
| torsdag, 23. maj | |
| 19:00 | Rizky Biznezz |
| søndag, 26. maj | |
| 09:45 | Bøn i kirken |
| 10:30 | Gudstjeneste |
| 15:00 | Tamilsk Gudstjeneste |
| mandag, 27. maj | |
| 17:00 | Spejdermøder |
| 17:30 | Gokart klub |
| 19:00 | Gospelkor |
| onsdag, 29. maj | |
| 16:30 | Børnegospelkoret Kids4Joy |
| 19:00 | Onsdagsbøn |